VIDSTE DU, AT…
Når I køber en landbrugsejendom over 2 ha, så gælder der nogle andre regler end der gør for ejendomme i byzone og for parcelhuse. Man kan fx ikke benytte huseftersynsordningen. Det betyder, at der ikke udarbejdes tilstandsrapporter på landejendomme – og man kan heller ikke tegne en ejerskifteforsikring. Det er heller ikke sikkert, at der udarbejdes en el-eftersynsrapport.
Derfor er det vigtigt, at man tager sin egen byggerådgiver med i løbet af købsprocessen. På den måde sikrer man, at man får det nødvendige overblik over ejendommens stand samt hvad man skal regne med af udgifter til fremadrettet vedligehold og forbedringer. Der kan nemlig være stor forskel på, hvilke stand de forskellige bygninger har, og ikke mindst, hvad man kan og må bruge bygningerne til fremadrettet, hvilket kan have stor indflydelse på jeres finansiering af købet.
Ved en byggeteknisk gennemgang af ejendommen gennemgås bygningerne, og I kan sparre med konsulenten og få rådgivning om hvorvidt ejendommens bygningssæt lever op til de krav og ønsker, som I må have fremover for ejendommen. Gennemgangen tager også udgangspunkt i ejendommens generelle sundhedstilstand, f.eks. restlevetid på vinduer, tag med videre, så man får et overblik over nært forestående udgifter til nødvendigt vedligehold.
En byggeteknisk gennemgang afdækker også, hvilke muligheder, der f.eks. er for at etablere dyrehold på ejendommen. Miljøreglerne for dyrehold indeholder forbudszoner til f.eks. nabobeboelse og regler for etablering af folde, møddinger og så videre.
Sørg for at sikre jer et godt overblik, inden I skriver under.